Næsepolypper er multiple, stilkede, blege glatte og væskeholdige udposninger (benigne polypper) i slimhinden i næsen.
Årsag
Inflammatorisk reaktion i næseslimhinden præget af ødem. Næsepolypper opstår især hos personer med kronisk bihulebetændelse eller forkølelse, samt ved cystisk fibrose.
Symptomer
- Forsnævring af det ene eller begge næsebor (nasalstenose).
- Forringet lugtesans (hyposmi/anosmi) og tilbøjelighed til bihulebetændelse.
- Små næsepolypper giver ofte løbende næse.
- Større næsepolypper kan giver vejrtrækningsbesvær.
Klinik
Ved rhinoskopi ses de karakteristiske polypi. CT-scanning viser sløring af næsekaviteter og bihuler ofte i form af polypoid fortykkelse af slimhinderne.
Differentialdiagnoser
Invert papillom, evt. i den maligne form.
Diagnostik
Rhinoskopi, CT-scanning mhp. udbredelsen og aht. evt. senere kirurgi.
Histologisk undersøgelse af fjernede polypper (i hvert fald efter første operation).
Behandling
Fjernelse med polypslynge i lokalanæstesi evt. forudgået eller efterfulgt af systemisk depotsteroid. Polypperne obstruerer som regel for effektiv lokal steroidbehandling.
I sværere tilfælde henvises patienten. til funktionel endoskopisk sinuskirurgi = FESS med udrømning af ethmoidalcellerne, hvorfra polypperne ofte har deres oprindelse.