Ketoacidose er en akut, livstruende tilstand karakteriseret ved forhøjet blodsukker (hyperglykæmi), ketose og metabolisk acidose (pH <7,3).
Årsag
Ketoacidose opstår ved absolut insulinmangel med frisætning af flere forskellige hormoner som fx glukagon, katekolaminer, kortisol og væksthormon. Pgra manglen på insulin løber fedtforbrændingen i organismen løbsk. De forhøjede fedtstofferne omdannes blandt andet til ketoner i leveren. Ketoner er syre og derfor bliver kroppen sur. Ligeledes vil blodglukose stige pgra manglen af insulin.
Udløsende faktorer
Type 1 diabetes kan debutere med ketoacidose. Infektioner, utilstrækkelig insulintilførsel, blodpropper eller traumer kan være udløsende faktorer.
Klinik
Patienten er træt, svag, energiløs og tørstig pga. store vandladninger (polyuri). Ved udtalt ketoacidose er der bevidsthedssløring stigende til bevidstløshed og koma.
Pulsen er hurtig, der er nedsat spændstighed af huden, øjnene er indfaldne og blodtrykket er lavt. Vejrtrækningen er hurtig og dyb (Kussmaul respiration).
Patienten lugter ud af munden af acetone (lugter som acetone, frugtkælder eller nyslået hø). Patienten har ofte ondt i maven, kvalme og opkastninger.
Diagnosen
Stilles på de kliniske fund og fund af højt blodglukose, forhøjede blodketoner (oftest > 3 mmol/l), metabolisk acidose (lavt pH, lavt bikarbonat og lavt PCO2). Nyretallene (kreatinin og karbamid) er forhøjede pga. dehydrering.
Behandling
Akut indlæggelse ved mindste mistanke om ketoacidose.
Der injiceres hurtigvirkende insulin intravenøst efterfulgt af intramuskulært insulin hver time.
Samtidig gives der infusion af saltvand (isotonisk NaCl, isotonisk K-NaCl) og ved svær acidose (pH <7,0) kan der gives base (isoton Na-bikarbonat).