Diabetes type 2 opstår som følge af arv og miljø.
Her i landet er der ca. 270.000 patienter med type 2 diabetes, og tallet er stigende.
Årsag
Samspil mellem arv og miljø (usund kost, overvægt og utilstrækkelig motion) medfører insulinresistens, der sammen med en relativ nedsat produktion af insulin er årsagen til forhøjet blodglukose. Med tiden forværres diabeten pga. udmatning af cellerne der laver insulin (beta-cellerne).
Symptomerne på diabetes 2 kan være:
- Øget tørst
- Træthed
- Hyppig vandladning
- Infektion i hud og slimhinder
- Kløe omkring kønsorganerne
- Synsforstyrrelser
- Forringelse af den almene helbredstilstand
Symptomerne udvikler sig langsomt over tid
Klinik
Type 2 diabetes ses især hos midaldrende og ældre mennesker. Der ses de samme symptomer som ved type 1 diabetes blot mildere. Mange er symptomfrie i starten.
Sygdommen sætter langsomt ind og kan gå upåagtet hen i årevis, før den bliver diagnosticeret.
Sygdommen bliver ofte først opdaget, når patienten kommer til undersøgelse hos læge af anden grund eller bliver indlagt for anden sygdom.
Patienten søger måske læge pga. tørst, hyppige vandladninger, træthed, kløe i skridtet (svampeinfektion), uklart syn, uro i benene, føleforstyrrelser i benene eller impotens.
Diagnose
Da symptomerne på højt blodsukker mangler eller er svagt til stede, er det ofte et tilfældigt fund af sukker i urinen eller forhøjet blodglukose, der fører til diagnosen.
Fund af forhøjet HbA1c bekræfter diagnosen. Patienten udvikler kun meget sjældent syreforgiftning (ketoacidose) som i Type 1 diabetes, da der er tilstrækkeligt med insulin i blodet.
Behandling
Kost – oftest med en nedsat kalorieindtag pga. overvægt, samt motion.
Tabletter – Orale antidiabetika
Biguanider:
- Metformin
Sulfonylurinstoffer:
- Glibenclamid
- Glimepirid
- Gliclazid
- Glipizid
Meglitinider:
- Repaglinid
Alfa-glucosidasehæmmere:
- Acarbose
Glitazoner:
- Piogliazon
DPP-IV-hæmmere:
- Sitagliptin
- Vildagliptin
- Saxagliptin
- Linagliptin
SGLT2 hæmmere:
- Canagliflozin
- Dapaglifloxin
- Empagliflozin
- Ertugliflozin
Metformin anbefales som førstevalgsprodukt.
Sulfonylurinstofferne anbefales i mindre grad pgra risiko for lavt blodsukker og vægtøgning.
DPP-IV-hæmmere giver ikke for lavt blodsukker.
Glitazoner bruges stort ser ikke længere.
SGLT2 hæmmere har vist sig at kunne reducere risikoen for specielt udvikling af hjertesvigt hos patienter med allerede tilstedeværende hjertesygdom eller med flere risikofaktorer for hjertesygdom.
Injektionsbehandling
GLP-1 analoger/mimetica:
- Exenatid
- Liraglutid
- Semaglutid
- Lixisenatid
- Dulaglutid
GLP-1 analoger injiceres fra 2 gange dagligt til en gang ugentligt. De reducerer blodglukose og kan også give vægttab. Nogle af GLP1 analogerne har ligeledes vist sig at kunne reducere risikoen for udvikling af hjertesygdom som fx blodpropper i hjertet.
Insulin:
Oftest langsomvirkende insulin eller blandingsinsuliner givet en eller to gange dagligt.
Patientinformation: www.diabetes.dk
Se også artiklen om advarselstegn på Type 2 Diabetes