ABCDE – akutmedicinsk tankegang tager udgangspunkt i, hvordan patienterne præsenterer sig.
Derfor fokuserer dette kapitel på, hvordan man skal gå frem i primær diagnostik og behandling af den akutte uafklarede patient, frem for at gennemgå hver enkelt tilstand i lærebogsform.
Vurderingen af patienten bør være systematisk, så det vigtigste bliver behandlet først, og så man ikke overser simple, men livstruende tilstande.
Men det er lige så vigtigt at udelukke alvorlige lidelser hurtigt, så man kan give lidt mere tid til diagnostik og observation.
Kapitlet følger ABCDE-tilgangen, hvor man altid begynder med at kontrollere og sikre
- A (airway – luftvej)
- B (breathing – vejrtrækning)
- C (circulation – kredsløb)
- D (disability) – neurologisk status
- E (exposure) – eksponering
Princippet stammer oprindeligt fra ATLS (Advanced Trauma Life Support), men vi forsøger også at udvide konceptet, så man i sin gennemgang får hjælp til at diagnosticere og behandle de alvorligste lidelser, såvel kirurgiske som medicinske.
De differentialdiagnostiske overvejelser kan med fordel kombineres med anatomisk systematik, hvor mulige årsager til patientens symptomer gennemgås organ for organ.
Konceptet har naturligvis sine begrænsninger, og derfor skal systematikken altid kombineres med den lægelige vurdering af, hvad der vil gavne patienten mest i den enkelte situation.
De enkelte afsnit beskriver diagnostik og umiddelbar behandling, som skal udføres af den læge, der ser patienten primært, enten i hjemmet, i ambulancen eller i akutafdelingen.
Så snart man når en sandsynlig diagnose, som kræver mere avancerede tiltag, skal patienten konfereres og overleveres til den rette afdeling eller specialist. Derfor er den endelige behandling af de forskellige tilstande ikke beskrevet.
Behandlingerne er gennemprøvede, men der er ikke national konsensus om dem alle. Så lokale eller mere specifikke retningslinjer skal naturligvis følges, hvor disse er tilgængelige.