Danske forskere opdager lovende behandling mod lungekræft

Danske forskere opdager lovende behandling mod lungekræft

Behandling med to allerede godkendte lægemidler skal drages ind i kampen mod lungekræft

Danske forskere har været med til at opdage, at kombinationen af to former for kræftmedicin kan holde resistent lungekræft nede. 

Hvis man hæmmer udviklingen af resistens, lever lungekræftpatienter forhåbentlig også længere.

Kombinationsbehandlingen er med allerede godkendte lægemidler, så selvom den indtil videre kun er testet på mus og i kræftceller i laboratoriet, mener forskerne bag opdagelsen, at den hurtigt kan komme lungekræftpatienter til gavn.

»Vi satser på snart at komme i gang med kliniske forsøg med kombinationsbehandlingen, hvor jeg forventer, at vi finder de samme positive resultater som i vores andre forsøg,« fortæller professor og overlæge Henrik Ditzel fra Institut for Molekylær Medicin på Syddansk Universitet (SDU) og Onkologisk Afdeling på Odense Universitetshospital.

Resultatet skal undersøges i patienter

Det giver mening at få testet kombinationsbehandlingen på lungekræftpatienter i en fart, vurderer en kræftforsker, der ikke har noget med det nye studie at gøre.

»Budskabet må være, om vi ikke bare skal få testet denne kombinationsbehandling hurtigst muligt i stedet for at give patienter én slags behandling af gangen og vente på, at deres kræftsygdom bliver resistent,« siger Stig Egil Bojesen, professor ved Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet og Klinisk Biokemisk Afdeling, Herlev og Gentofte Hospital.

Professoren mener, at man i den sammenhæng kan skele til infektionsbehandlinger, hvor læger mange gange giver patienter flere forskellige slags medicin samtidig for at ramme bakterier på flere forskellige måder.

Kan forlænge patienters liv

I det nye studie har forskerne undersøgt biopsier fra lungekræftpatienter, både før og efter de har modtaget behandling med en kræftmedicin kaldet EFGR-tyrosinkinasehæmmere.

I biopsierne kunne forskerne måle aktiviteten af en mekanisme kaldet Akt. Cellerne bruger Akt til at sende signaler fra cellens overflade til cellens indre.

Forskerne har testet en kombinationsbehandling, der både indeholder EFGR-tyrosinkinasehæmmere og et lægemiddel, der hæmmer Akt-signalvejen.

Lægemidlet mod Akt-signalvejen er allerede godkendt til kræftpatienter, men er ikke endnu blevet afprøvet i kombination med EFGR-tyrosinkinasehæmmere hos lungekræftpatienter.

Resultat af undersøgelsen viser, at de to lægemidler samlet set holder kræftudviklingen nede. Tumorerne bliver mindre og holder op med at vokse.

»Det er ikke sådan, at kombinationsbehandlingen får kræfttumorerne til at forsvinde, men vi så en markant reduktion af deres størrelser, hvilket er meget positivt, da det kan forlænge patienternes liv,« fortæller Henrik Ditzel.

 

Kilde: Videnskab.dk

(Foto: Shutterstock)

 

 

Seneste artikler

Øvrige artikler i kapitel