Skulder – Indeklemningssyndrom i skulder [Impingement]

Skulder – Indeklemningssyndrom i skulder [Impingement]

Der findes 2 hovedårsager til indeklemningssyndrom i skulder (impingement) – en udvendig (extern) og en indvendig (intern).

 

Udvendig indeklemning (extern impingement). 
Skyldes sædvanligvis gentagne belastninger med armen over hovedniveau (tennis, svømning), hvilket medfører at slimsækken hæver op og bliver klemt mellem overarmsknoglens hoved (caput humeri) og skulderbladets øvre knoglefremspring (acromion).

Indvendig indeklemning (intern impingement).
Skyldes at supraspinatusmuskelsenen ved kast (90 graders abduktion og maksimal extension og udadrotation) skraber mod kanten af skulderens menisk, hvorved såvel muskelsene som menisk blive beskadiget. 

Symptomer

Langsomt indsættende lokal ømhed efter belastning udvendigt og forpå skulderen. Af og til udstråling ned på overarmen.

Smerterne forværres ved kasteøvelser eller når armen føres ca. 80-120 grader ud fra kroppen (abduktion).

Differentialdiagnoser

Bristning af cuff-musklerne. Løshed af skulderen, labrumlæsion.

Diagnostik

Diagnosen stilles sædvanligvis ved klinisk undersøgelse, hvor der ofte er ømhed lige foran eller lateralt for knoglefremspringet, når armen føres 90 grader ud fra kroppen. 

Der findes flere forskellige test for slimsæksbetændelse/impingement (Neer, Hawkins).

Ultralydscanning og MR-scanning vil kunne visualisere den tilstanden. Ikke sjældent stilles diagnosen intern impingement dog først ved kikkertundersøgelse af skulderleddet (artroskopi).

Behandling

Aflastning fra smerteudløsende aktivitet og genoptræning inden for smertegrænsen.

Formålet med genoptræningen er bl.a. at genoptræne cuffmusklerne, således skulderbevægelsen koordineres, med udspænding og genoptræning af musklerne omkring skulderen.

Aflastningen kan ved behov suppleres med paracetamol. Ved manglende fremgang på genoptræning kan medicinsk behandling overvejes i form af gigtpiller (NSAID) eller med injektion af kortikosteroid i slimsækken eller skulderleddet.

Ved manglende fremgang på genoptræningen og medicinsk behandling kan man forsøge operativ behandling, men resultaterne er ikke altid tilfredsstillende.

 

 

 

 

 

 

 

Seneste artikler

Øvrige artikler i kapitel